1. fredag, d. 10 februar, 2012

    Hjælp os med at sætte fokus på fortællekunsten

    I februar sætter Legeskab fokus på fortællekunsten. På de ord og billeder, der opstår imellem os, når vi læser, tegner, synger og danser. Og på den lyst til fortællinger, der blomstrer i hver en elsket børnebog og hvert et fantasifuldt barnesind. Hjælp os med at give debatten liv.

    Forleden faldt jeg i snak med en kvinde, der fortalte mig, at hendes mormor en gang ønskede sig God tid i fødselsdagsgave. Af en ven fik hun derfor en lille pose fyldt med God tid, som hun havde hængende ved sin stol resten af livet. Jeg betragter denne lille fortælling som mit eget personlige bevis for, at det legende mennesker er et lykkeligt menneske.

    Hos Legeskab tror vi på, at alle mennesker bærer rundt på en fortælling indeni. Det er bare ikke os alle sammen, der har fundet ud af, hvordan vi kommer i kontakt med den. Derfor sætter vi i februar fokus på fortællekunsten. Her kan forfattere og fortællere, poeter og bibliotikarer, mødre og fædre bidrage med egne og andres fortællinger. Bøger, der er slidt op, vandrehistorier, der bliver ved at gå igen, nye figurer, gamle universer, egne erfaringer og andres søfortællinger. Her er plads til alle de historier, vi har lyst til at dele med hinanden. Vi har givet bolden op med mormor og posen med God tid. Nu er det din tur. Noooooj hvor vi glæder os!

    (7) Læs hele blogindlægget

  2. onsdag, d. 1 februar, 2012

    Nøøj vind billetter til udstillingen “Drengestreger” på Koldinghus


    Ole Lund Kirkegaards fortællelyst blomstrer i hver eneste bog, og både store og små elsker hans fantastiske personligheder og skæve universer. Derfor trækker vi tirsdag d. 7. februar lod om 6 x 2 billetter til Ole Lund Kirkegaard-udstillingen ”Drengestreger” – på Koldinghus.

    Deltag I konkurrencen ved at skrive hvilken bog af Ole Lund Kirkegaard, du holder mest af. Inviter gerne alle dine venner til at lege med.

    (14) Læs hele blogindlægget

  3. søndag, d. 8 januar, 2012

    Børn og tomme kasser af fulde af leg

    At åbne en kasse er som at træde ind i et eventyr. Her kan magien folde sig ud og de mest finurlige ting ske – hvis du har øjnene åbne og fantasien tændt. Ingenting kan blive til alting, hvis bare vi giver lov.

    Den 23. december oplevede jeg det magiske, at Legeskab blev inviteret i P4 Østjylland for at starte en leg i studiet og det halve af Jyllands stuer. Vi fyldte studiet med børn og tomme papkasser og i løbet af et par timer blev vi vidne til et festfyrværkeri af kreative ideer og skabertrang. Mens børnene tænkte ud af boksen, kom jeg til at tænke på lille Lucy, der skjuler sig i garderobeskabet under en leg og opdager porten til Narnia. Den frie leg blomstrer, når bare vi giver den mulighed for det.

    Børnene producerede ren papkassemagi. En rumraket udstyret med ringklokke, så man kan ringe på, når man lander på månen. En kirke, man kan opføre i stuen, så man kan gå derind og synge i stedet for i en rigtig – og meget kedeligere – kirke.

    Men hvad er det, der får børn i år 2012 til at lege igennem, når de får en helt analog og ganske tom kasse? Jeg tror, det skyldes, at kassen inviterer barnet til at fylde sin egen magi i den. Her er alt muligt og intet forkert. Paplegen er ikke fastlåst, men åben. Du kan bygge huse, skibe og robotter, male på den, spille på den og gemme dig i den. Kassens uudtømmelige mulighedsrum er en metafor for fantasiens. Når vi lader fantasien blomstre, kan vi se leg i alt. Og så er det forbistret svært for selv voksne ikke at lege med.

    Legeskabs leg med de tomme kasser kom i P4 hele to gange i december. Det hele startede med vores opfordring til at give børn en ingenting i adventsgave. Inspirationen er hentet fra det sted i Lille Virgil, hvor Oscar giver Carl Emil et usynligt æble i fødselsdagsgave, og Lille Virgil bliver grøn i hovedet af misundelse. Den lille fortælling om fantasiens styrke er så befriende berigende for både store og små.

    Jeg har selv fået en ingenting i fødselsdagsgave af en kær ven engang. Og jeg snakkede med en veninde forleden, der fortalte mig, at hendes mormor en gang ønskede sig ”God tid” i fødselsdagsgave. Af en ven fik hun derfor en lille pose fyldt med god tid, som hun havde hængende ved sin stol resten af livet. Må denne smukke fortælling give dig en dag fuld af fantasifulde overraskelser.

    Hør eller genhør børnenes leg med de tomme kasser her:
    http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Aarhus/2011/12/23/123235.htm

    (0) Læs hele blogindlægget

  4. torsdag, d. 8 december, 2011

    En legebevægelse er født

    Forleden var Legeskab i P4 for at fortælle om glæden ved leg. Nu har en halv million lyttere hørt fortællingen om, at alt er muligt, når vi bruger vores fantasi. Og mange af dem vil rigtig gerne lege!

    Det var Legeskabs lille opfordring til at give en ingenting, der fik radiojournalisten Ib Schou fra P4 til at undre sig. For hvordan kan en legetøjsbutik leve af at opfordre forældre til at give deres børn en ingenting i adventsgave?

    Jeg kørte begejstret til studiet og overrakte Ib Schou en ingenting og forklarede, at Legeskab ikke bare vil sælge legetøj. Vi vil først og fremmest skabe god leg! Og det er det smukke ved at give en ingenting: ud af den tomme kasse vokser børns fantasi. Måske klipper de to huller til øjne og tager kassen på hovedet. Eller de finder på at puste fjer igennem den eller bygge rede i den. En ingenting er et magisk univers, som vi selv kan være med til at folde ud.

    Ib Schou var med på legen og i løbet af programmet, begyndte det at tikke ind med hilsner og billeder fra mennesker, der blev inspireret af det, jeg sagde. Der kom et billede af Jonathan med en kasse på hovedet og øjne på stilke – klar til at gribe verden med sin robotleg. Og en mail fra Maria, der sagde tak for, at jeg valgte at citere Ole Lund Kirkegaard. Og et væld af mails, sms’er og facebookhilsner fra mennesker, der bare ville sige hej og tak for leg.

    Det bedste ved at være i radioen var ubetinget at mærke begejstringen fra alle de lyttere, der skrev og takkede for det, vi kæmper for. Måske blev legebevægelsen født lige der, en fredag formiddag i starten af december?

    Jeg er lykkelig for at have fået mulighed for at inspirere så mange til at sætte fokus på legen og mærke glæden over, at vi alle er sande mestre i leg livet igennem.

    Lyt med her – så ved du også, hvordan vi sammen kan gøre Danmark til en legende nation. http://www.dr.dk/radio/player/?id/8323

    (0) Læs hele blogindlægget

  5. torsdag, d. 24 november, 2011

    Kan man gi’ en ingenting?

    ”Nu skal du pakke MIN gave op, sagde Oskar.
    Carl Emil pakkede Oskars gave op. Da han havde taget låget af, stod han lidt og kikkede ned i kassen.
    Du har vist glemt at putte gaven i, sagde han. Jeg synes ikke, jeg kan se noget nede i kassen?
    Ha, sagde Oskar og så meget lykkelig ud. Der ER skam noget i kassen.
    Jeg synes nu ikke, jeg kan se noget dernede, sagde Carl Emil.Det er fordi gaven er usynlig, råbte Oskar og lignede den lykkeligste dreng i verden. Det er et usynligt æble.
    NOOOJ, sagde lille Virgil og stirrede ned i kassen. Han var helt grøn i hovedet af misundelse.
    Kan et usynligt æble spises? Spurgte Carl Emil. Selvfølgelig, sagde Oskar. Men jeg ved ikke, hvordan det smager”. 

    Uddrag fra Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard, s. 35, 1967

    I Legeskab tror vi på, at en nedtur for økonomien kan være en optur for fantasien. Den er en gave, vi alle har lige ved hånden. Vi skal bare huske at lade den folde sig ud.  På lørdag er det den årlige buy nothing day. Det er en smuk anledning til at stoppe op og skabe rum for refleksion. Hvis vi betragter den økonomiske krise gennem mulighedsbriller, bliver danskernes begrænsede købeglæde en gave til kreativiteten. Den lærer os at tænke nyt og lade andre rigdomme folde sig ud. Som for eksempel fantasien og kreativiteten.

    Legeskab vil først og fremmest skabe leg og opmærksomhed omkring legens værdier. For det er i legen, vi lærer, hvem vi er, og hvad vi kan. Derfor er Legeskab både en legebevægelse og en butik. For os er legen ikke kun forbundet med legetøj – den er oftest et produkt af både kreativitet og fantasi.

    Derfor vil vi opfordre dig til at gøre som Oskar i Lille Virgil, næste gang du skal gi’ en gave: Gi’ en ingenting! Pak fantasien ind i din smukkeste kasse og lad modtageren selv give pakken indhold. For en pakke med ingenting kan indeholde alting.

    Vi ønsker dig en kreativ dag – rig på muligheder og fuld af fantasi.

    (4) Læs hele blogindlægget

  6. tirsdag, d. 25 oktober, 2011

    Legepilot i JuleRamasjang

    Jeg blev både glad og stolt, da Muskelsvindfonden kontaktede Legeskab og bad os være legepilot i årets JuleRamasjang. For det betyder, at de store danske mestre i leg og latter har bemærket Legeskab og vores indsats for at skabe meget mere leg i børn og voksnes liv.

    Årets julekoncert for store og små hedder JuleRamasjang. Her kan I møde Signe, Sebastian, Bamse og DR Big Bandet, der inviterer alle de sødeste børn i hele verden til at spille med, når de fortolker den gamle klassiker Bjældeklang. Big Bandet har bare et ganske lille problem: De mangler bjælder!

    Muskelsvindfonden og Ramasjang bød Legeskab op til dans, og sammen skabte vi et inviterende koncept, der vil gøre de mindste tilskuere til medskabere af julekoncerten ved hjælp af hjemmelavede bjælder.

    Opgaven er i al sin enkelhed at fortolke lyden af bjælder frit. Enhver der har hørt den klassiske julesang kender lyden af kanens bjælder. Men det er 2011, og vi er løbet tør for kaner. Så hvordan lyder en moderne bjælde? Det kan børnene, som de sande mestre i leg, på bedste vis fortælle.

    Derfor inviterer Legeskab og Ramasjang lige nu børn over hele landet i bjældeværksted for at designe en bjælde, som giver børn, voksne og Bamse lyst til at bryde ud i sang og dans.

    I Legeskab elsker vi legen med bjælderne,fordi den inviterer alle med, og fordi den understøttes af gode pædagogiske tanker om børns evne til at udtrykke sig gennem sang og musik. Desuden inviterer konkurrencen dem til at slippe fantasien fri i bjældeværkstedet. Her kan små fingre og fødder sanse og danse forventningens glæde ud af kroppen.

    Muskelsvindfondens løfte om plads til forskellighed og Ramasjangs vision om, at en times tv skal blive til ti timers leg, ligger smukt i tråd med Legeskabs værdier. Derfor er jeg meget stolt af samarbejdet. Jeg synes, at det skønne ved JuleRamasjang er, at børnene selv får lov at forme oplevelsen, når de rasler sig gennem julekoncerten med hjemmelavede bjælder. For musikken giver børnene endnu et sprog, og i Ramasjang får de lov at bruge det.

    Glæd dig!

    (0) Læs hele blogindlægget

  7. fredag, d. 16 september, 2011

    Legens værdier

    Hos Legeskab er vi optaget af at betragte legen gennem hele livet. Du kan læse om vores syn på legens værdier her

    (0) Læs hele blogindlægget

  8. tirsdag, d. 30 august, 2011

    Det Kreative hus

    Vi har etableret Det Kreative Hus hos Legeskab

    Det Kreative Hus er rammen om leg, kreativitet, kunst og musik. Det Kreative Hus er den fysiske del af Legeskab, hvis mål er at skabe meget mere leg for alle livet igennem. Vi ønsker at inspirere til øget fokus på legens og kreativitetens kvaliteter for børn og voksne. Derfor har vi etableret Det Kreative Hus i Legeskabs lokaler, hvor vi løbende inviterer til workshops, musikalske oplevelser og foredrag, der vil motivere og inspirere til meget mere leg og kreativitet.

    Vi vil løbende fortælle om alle de nye ting der sker her

    (0) Læs hele blogindlægget

  9. tirsdag, d. 16 august, 2011

    Den sanselige sommer

    Sommeren er fuld af de skønneste indtryk. Blomster i flor, spættede sten, sommerbær og langhårede græsplæner. Hvilke tegn på sommer samler du sammen med dine børn lige nu?

    Jeg har siddet i min have i dag og givet mig tid til at mærke sommerens indtryk. Det gik op for mig, at det er muligt at opdage det hele igen hvert eneste år, hvis vi giver os tid til nærvær og fordybelse. Ingen er bedre til at lære os det end børnene omkring os. Kun de forstår for alvor at samle de skatte, der ligger for vores fødder fra morgen til aften. Derfor prøvede jeg for en stund at se mig omkring med mine børns øjne.

    Jeg glæder mig over musikken i de græsstrå, man kan pifte med, lyden af vandkamp og gummistøvler, der hopper i en vandpyt. Den lyd, der opstår, når to sten slår mod hinanden. Jeg glæder mig over duften af hyldeblomstsaft og hjemmelavet parfume, af leg i halmballer på sommermarkerne og duften af sommerregn, der minder mig om mormor og morfar og de lege, jeg legede hos dem. Jeg jubler over synet af blomster i fuldt flor, der kan flettes til kranse og presses til kort, over sommerfuglenes leg og tegninger i sandet; over langhårede græsplæner, sandslotte, sæbebobler og røgsignaler fra sommerens bål. Jeg fryder mig over smagen af sommerbær og rysteribs, hjemmelavet flødeis, nyplukkede æbler og min egen marmelade.

    Jeg elsker den sanselige sommer! Hvilke tegn på sommer samler du sammen med børn lige nu?

    Kærlige
    sommerhilsner fra Mette

    Legeambassadør

    (0) Læs hele blogindlægget